Havfruer, opfindelser og pinlige forældre: Gode podcasts til børn
Kender du en rigtig Spørge Jørgen? Mange børn har en nærmest umættelig nysgerrighed, og det kan være svært at følge med alle deres interesser, spørgsmål og gode historier. Derfor får du her en liste over fede podcasts til børn, der både er sjove og lærerige.
Caroline og Havfruen
Med journalist Caroline Gottschalck og professionel havfrue Karin Prehst Lund Madsen
Antal episoder: 20
Caroline har en drøm. En drøm om at blive havfrue. Men kan man være menneske og havfrue eller havmand på samme tid? Og hvad skal man gøre for at blive en del af havfolket? Carolines træning i at blive en havfrue er sat i gang, for hun har mødt en vaskeægte havfrue – Karin – som kan hjælpe hende. Godt nok er Karin et menneske som dig og mig, og hendes hale kan tages af og på, men hun kan lære os at spise og synge under vand, og hun fortæller om, hvilke dyr, der findes der på havbunden og så prøver vi, hvor længe vi egentligt kan holde vejret? Podcasten er spækket med faktuel viden og sjove anekdoter om livet under vand.
Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.
Verdens Pinligste Far
Antal episoder: 10
Er dine forældre også vildt pinlige? Skal de også altid fortælle om, hvordan det var, dengang de var børn? Og har du hørt alle de tåbelige historier 1000 gange før? Så er her en podcast for dig.
Hør historierne om børnene Freja og Malte og deres pinlige familie. Det kan godt være, at din mor eller far er pinlige, men det er intet i forhold til Verdens Pinligste Far.
Podcasten er lavet af Simon Lund Larsen, der ikke selv mener, at han er verdens pinligste far – han er faktisk jordens mest cool far. Supersej. Det er dog ikke sikkert, at hans to børn er helt enige i det, men heldigvis vil de gerne spille PlayStation med ham i tide og utide alligevel.
Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.
Rejsen til fortiden
Med journalist Caroline Gottschalck og arkæolog Nora Petersen
Antal episoder: 10
Hvordan kan du få is, uden at have en fryser? Hvad kan du skrive på, hvis du ikke har en computer eller papir? Og hvordan kan du vide, hvad klokken er, hvis du ikke har et ur eller en telefon? I oldtiden (for op til 14.000 år siden) fandtes der hverken frysere, det alfabet vi har i dag eller elektroniske ure. Men alligevel spiste oldtidens folk is, lærte at skrive og vidste, hvad klokken var. Oldtidens folk var nemlig ret opfindsomme! Tag med Caroline og arkæologen Nora på en rejse tilbage i tiden og oplev, hvordan livet i oldtiden minder om dit eget liv – måske mere end du tror.
Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.
Tæt på naturen
Med biolog og naturvejleder Anders Kofoed
Antal episoder: 4
Hvad ved du egentlig om al det liv, der kravler, kagler og springer rundt omkring dig? Har du for eksempel nogensinde tænkt over om rotter griner, når de bliver kildet eller om du burde kysse en skrubtudse? Det har Anders Kofoed. Han er biolog og han elsker at fortælle om al den natur, der er omkring os. Og i denne podcastserie for hele familien tager han dig helt tæt på naturen.
Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.
Knud og farfar
Antal episoder: 16
Knuds farfar lyver rigtig meget, men Knud elsker alligevel, når han fortæller om dengang, han selv var dreng. I hvert afsnit fortæller farfar to historier om sin barndom til Knud – den ene er sand, og den anden er falsk. Kan Knud mon gætte, hvilken historie der er løgn og latin?
For børn på ca. 5-12 år og alle andre, der elsker en god røverhistorie.
Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.