Fokus på fertilitetsudfordringer

Fra den 23. til 30. april 2023 er der Infertility Awareness Week, hvor der sættes fokus på infertilitet og andre udfordringer med fertiliteten.

For mange mennesker, der oplever fertilitetsproblemer, kan det føles isolerende og skamfuldt, og det kan være svært for andre at sætte sig ind i, når de ikke selv har oplevet det.

En måde at blive klogere på området er at lytte til folk, der giver et indblik i, hvilke tanker og udfordringer som folk med fertilitetsproblemer står overfor. I Saga Talks har vi også serier om infertilitet lavet af dygtige og stærke mennesker, der kæmper for at bryde tabuet på dette område.

Et andet liv

Af Abelone Tholstrup Stein
Antal episoder: 19

I podcasten ‘Et andet liv’ giver Abelone Tholstrup Stein et indblik i livet som permanent ufrivilligt barnløs. For hvad sker der, hvis det ikke lykkes at få børn? Går livet i stå, i stykker? Kan det repareres, eller er faktum, at livet må leves på trods og socialt isoleret?

Abelone ønsker at bryde tabuet omkring permanent ufrivillig barnløshed og sætte fokus på, at man også kan få et meningsfuldt liv uden egne børn. Det gør hun gennem interviews med eksperter, professionelle og rollemodeller.

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory

Hvor bliver du af?

Af Anette Hallstrøm og Sabrina Vitting-Seerup
Antal episoder: 10

Podcasten ‘Hvor bliver du af?’ tager os helt tæt på et par i krise. I løbet af seks afsnit skal vi ind under huden på Sabrina, hendes mand Kristoffer og deres kamp for at få et barn. Vi hører om deres sorg, om det uvirkelige i, at man vælger en sæddonor på samme måde, som man køber sko på Zalando, og hvor meget det reelt kræver at gå i fertilitetsbehandling.

I Danmark bliver næsten hvert tiende barn skabt med medicinsk hjælp, og ca. 20 procent af befolkningen har oplevet eller kommer til at opleve ufrivillig barnløshed. Alligevel ved den gængse dansker utroligt lidt om at være i fertilitetsbehandling, og hvad det egentlig kræver af krop, psyke og pengepung. Men den uvidenhed vil vi komme til livs i ‘Hvor bliver du af?’

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory

Similar Posts