Saga Talks vennebog: Simon og Tommy

I Saga Talks er vi heldige at producere podcasts sammen med en masse dygtige og spændende mennesker. Dem vil vi gerne introducere dig for, så derfor har vi fået dem til at udfylde vores vennebog, lige som man gjorde i folkeskolen.

Mød Simon Ankjærgaard og Tommy Heisz, to fortælleglade og nørdede historikere, der udover at være værter på podcasten ‘Vild Historie’, også er journalister, foredragsholdere, fodboldfans og forfattere. Senest har Simon Ankjærgaard udgivet ‘Oktober 1943‘ og Tommy Heisz bogen ‘Blod under halvmånen – Europas glemte krig’.

Du kan lytte til ‘Vild historie’ på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Hvad handler din podcast om? 
Tommy: I ‘Vild Historie’ tager vi nogle lidt anderledes greb på både danmarkshistorien og verdenshistorien. Vi går efter historier med viderefortællingspotentiale. Deraf vores titel. Det er den type fortællinger, man får af en god ven på et værtshus eller foran pejsen i sommerhuset. ”NU skal du høre en vild historie…”

Simon: ‘Vild Historie’ tager livtag med nogle af de underbelyste eller oversete fænomener, personer, begivenheder eller perioder i historien – både danmarkshistorien og verdenshistorien. Det er fortællinger, der overrasker og som får vores læsere til at udbryde ’dét var godt nok en vild historie’, når de er færdige med at lytte. Det er en podcast, der gør alle klogere på historien – både os værter og vores engagerede lyttere.

Min absolut yndlingspodcast? 
Tommy: Jeg har været meget begejstret for en amerikansk podcast ved navn Backstory. Værterne er historikere fra University of Virginia. I podcasten knytter de historiske emner til nutidens nyhedsstrøm på en altid veloplagt måde. Desværre stoppede de med at lave podcasten for et par år siden, men det gode ved velfortalt historiestof er jo, at det ældes med ynde. Man kan sagtens gå ind og høre hele molevitten nu. Der ligger over 300 afsnit.  

Simon: Uh, jeg lytter til rigtig mange podcasts i løbet af ugen – for der er virkelig mange gode derude. Jeg lytter overordnet set til tre kategorier af podcasts; historiske, dagsaktuelle eller politiske nyhedspodcasts og så podcasts, der handler om fodbold. Jeg er vild med de nørdede, de veltilrettelagte, de intelligente og de overraskende podcasts. Det er svært at pege på én yndlingspodcast, men jeg glæder mig altid til at se, hvad Third Ear kommer med, når de kommer med nye serier.

Lige nu lytter jeg til… 
Tommy: Jeg er inde i en periode, hvor jeg hører lydbøger i stedet for podcasts. Det er sådan en vekselvirkning, der kører. Når jeg får dårlig samvittighed over at have spildt for meget tid på fodboldpodcasts, må der noget dybde til i en periode. For tiden har jeg Thomas Ubbesens ’I skyggen af det nye jerntæppe’ i ørerne. En virkelig spændende – og også lidt skræmmende – bog om Europas tilstand. 

Simon: Jeg er faktisk i gang med at få catchet op på ’Flyvende tallerken’ fra DR Lyd. Værten er Frederik Dirks Gottlieb, som vi faktisk har haft i studiet i ’Vild Historie’. Serien handler om alt det, der foregår ude i verdensrummet og chancen for liv på andre planeter og flyvende tallerkener, men angrebet fra mange forskellige sider. Det er meget intelligent radio.

Det bedste jeg ved.. 
Tommy: At være i gang med at skabe noget. Ikke at være færdig med det, men at være i gang med det. Forfatteren Peter Øvig Knudsen sagde for mange år til mig, at man virkelig skal huske at nyde processen med at skrive en bog fuldt ud. Når bogen udkommer, lander den forhåbentlig godt, men uanset hvor godt det går den, kommer det aldrig i nærheden af at være lige så fantastisk, som da man sad der, midt i processen, og alt bare spillede. Det kan være en god dag i arkiverne, det kan være en god skrivedag, eller det kan være en dag, hvor vigtige brikker falder på plads i forhold til strukturen. Den der følelse af, at nu klikker det hele bare … den kan man ikke slå.  

Simon: At fortælle historie – og historier. Uden tvivl. Jeg elsker at lave Vild Historie, elsker at skrive bøger og elsker at holde foredrag. Det med at give historien videre til andre – og se (eller læse) deres reaktioner.

Det værste jeg ved… 
Tommy: Stilstand. Følelsen af, at tiden bare går, uden at jeg udretter noget. Og det er nok i virkeligheden noget, jeg skal arbejde lidt med. I min læsestak ligger Sebastian Cordes’ essay-bog ’Om kedsomhed’. Jeg har hørt flere virkelig spændende interviews med forfatteren. Jeg går rundt med en fornemmelse af, at han kan lære mig noget vigtigt om værdien af nogle gange at foretage sig ingenting. 

Simon: Grådighed og nærighed – hvis jeg skal pege på egenskaber hos andre. I mit eget liv, hos mig selv, hader jeg når jeg overlæsser min kalender. Det er et træk ved mig selv, jeg er meget lidt stolt af. Jeg siger ja til for meget.

Da jeg var barn, ville jeg være.. 
Tommy: Forfatter. Det har egentlig altid stået klart for mig, at jeg skulle skrive. En overgang drømte jeg dog også om at blive fodboldkommentator. Jeg øvede mig længe på alle navnene i Panini-albummet fra VM i Mexico i 1986. Især bulgareren Kostadin Kostadinov gjorde jeg mig umage med. Men … der var desværre aldrig bud efter mig i den sammenhæng.

Simon: Journalist! Dét kan jeg svare klart og utvetydigt på. Og det blev jeg. Den helt sande anekdote er, at jeg engang i midten af 1980’erne – jeg har vel været 11-12 år – var i sommerhus med mine forældre og min lillesøster (det var før min lillebror blev født) og fik at vide, at ’Den Lyserøde Panter’ med Peter Sellers ville blive vist på TV om aftenen. Det var monopolets tid – der var kun den ene kanal, så det var det, vi skulle se, og det var virkelig ikke skidt, for jeg elskede virkelig ’Den Lyserøde Panter’ og Peter Sellers. Der var hældt saftevand i glassene og der var lavet popcorn i gryde og vi sad klar foran fjernsynet, mine forældre i sofaen og min søster og jeg på gulvtæppet mellem sofabordet og skærmen, spændte og forventningsfulde. Så fortalt en speaker os, at Danmarks Radio af tekniske årsager ikke kunne afspille filmen, men at man i stedet ville vise ’Alle Præsidentents Mænd’ om Woodward og Bernsteins arbejde med at afsløre Watergate-affæren – med Robert Redford og Dustin Hofmann i hovedrollerne. Først var jeg skuffet, men der var jo kun den ene kanal og der var jo saftevand og grydepopcorn, som jeg blev siddende og så med. Og jeg siger jer – det var som om gulvet forsvandt under mig. KÆMPE ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg vendte mig om mod mine forældre og sagde: ’Jeg skal være journalist!’. Det blev et kald og noget, jeg efterfølgende gik fuldstændig målrettet efter. Og jeg blev det jo også – og siden også historieuddannet på Roskilde Universitet. Jeg har stadig til gode at vælte en amerikansk præsident, men jeg kan vel nå det endnu? Selvom jeg har lagt kursen om indenfor de sidste 15 år fra nyhedsjournalistikken til historiefortællingen, forfatterskabet, podcastuniverset og foredragsvirksomheden.

Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være … 
Tommy: Vedholdende, venlig og venstrehåndet.  

Simon: Dedikeret, tillidsvækkende og nørdet.

Sidste gang jeg græd, var… 
Tommy: Da jeg for nylig gik en tur i den lille by oppe i Himmerland, hvor min mormor boede næsten et helt liv. Hun døde for nylig i en flot alder af 93 år. Efter hendes død var der selvfølgelig en bisættelse, hvor vi i familien sammen sagde fint farvel, men jeg kunne mærke, at der også var et geografisk sted, en by, som jeg måtte tage en ordentlig afsked med. På en grå oktoberdag rejste jeg alene derop og vandrede lige så stille gennem byen med komponisten Max Richters musik i ørerne. Det var ekstremt bevægende. Blandingen af sted og lyd får tit nogle ret dybe følelser frem i mig. 

Simon: Efter at jeg blev far første gang for snart 19 år siden har jeg været meget grådlabil, særligt når det gælder familierelationer eller andet, der vedrører det nære fællesskab. Sidst, jeg græd for alvor, var da min mormor døde i en alder af 94 år. Jeg var virkelig tæt knyttet til hende – og også til min morfar, indtil han døde alt for tidligt som 73-årig i 1995. Hun havde altid været der for mig og noget af det, vi havde sammen, var historien og historiefortællingen. Hun elskede at fortælle – og jeg elskede at lytte. Og i hendes sidste tid, hvor synet forsvandt og hukommelsen blev lidt hullet, så var det mig, der fortalte historierne – både vores fælles men også historierne fra hendes liv fra før jeg blev født. Jeg kendte dem jo godt. Vi var hos hende i den sidste tid og hun fik fred, som hun havde fortjent, men tabet og savnet er jo absolut. Og det havde jeg det svært med.

Sidste gang jeg grinte, var… 
Tommy: Da jeg så en video på Twitter med et æsel, der prøvede at komme op i en hængekøje. Jeg må indrømme, at jeg på det seneste er blevet mere og mere en sucker for den slags humor. Korte videoer på sociale medier med dyr i fjollede situationer. Måske skulle jeg se at komme på TikTok. 

Simon: Jeg griner heldigvis tit. Nogle gange over ting, jeg falder over på de sociale medier, andre gange over spøjse ting, vi laver eller som vi kommer i tanke om hjemme. Men sidst, jeg skraldgrinede, var faktisk inde på forlaget, Lindhardt & Ringhof, sammen med pressechef Søren Anker Madsen og pressekoordinator Tina Marie Kragh Jensen. Det var ikke over noget specielt, men bare nogle refleksioner, der løb løbsk. Det var helt spontant. Jeg kom lige forbi og det hele foregik på gangen – men det var dejligt befriende.

Min største guilty pleasure er… 
Tommy: Jeg fristes til at sige fodbold. Den sport er jo på vej ud på et overdrev, hvor det nærmest må betragtes som et pinligt misbrug at være afhængig af den. Det har ikke kun at gøre med det skandaløse VM i Qatar, men i lige så høj grad den økonomiske virkelighed i den engelske Premier League. Her har vi udsigt til, at skumle oliestater de næste mange år skal ligge og kæmpe om mesterskabet. Det er dirty money, det er en tragedie, men … jeg tror altså ikke, jeg kan kvitte fodbolden. Måske skal jeg bare begynde at holde med Brønshøj. Af andre guilty pleasures bør nævnes, at jeg elsker sangen ’Hazard’ med Richard Marx fra 1992, og at jeg holder meget af at gå i Crocs – dog ikke uden for hjemmets fire vægge.   

Simon: Jeg elsker fodbold. K-N-U-S-elsker fodbold. Og har gjort det i 40 år. Elsker at spille det og se det – helst på stadion. Jeg elsker det, som det spil kan, men jeg elsker også nostalgien i spillet og i fodboldhistorien og dyrker den hæmningsløst. Måske især nu, hvor visse dele af den moderne fodbold har vist sig at være pilrådden og korrumperet. Det er også noget, jeg hader, faktisk. Og så har jeg en bred musiksmag og en af mine guilty pleasures er at sætte Elvis Presley på. En vild karakter med en fuldstændig fantastisk stemme. Han gav alt, men også for meget af sig selv. Han havde vist også svært ved at sige nej.

Jeg er stolt af…
Tommy: At jeg har tre døtre, som på vidt forskellige måder klarer sig godt – og som vigtigst af alt har gode værdier. Når man kigger på den verden, vi lever i, kan man godt gå hen og blive til pessimistisk anlagt ­– ikke mindst når man betragter det hele gennem en historisk optik. Det er svært at sige, hvor det hele bevæger sig hen, men én ting er sikker: Verden får brug for mennesker med gode værdier.

Simon: Helt egoistisk er jeg stolt af at jeg traf nogle beslutninger for ti år siden i forhold til, hvad jeg ville med mit liv, både det private og det faglige, og faktisk er nået derhen. I et lidt bredere perspektiv er jeg stolt af mine fire børn, der alle er bragt sammen efter skilsmisser og nye forhold og som opfatter sig som en søskendeflok, selvom der nogle af dem der overhovedet ikke har biologiske bånd. Dét gør mig stolt – af dem, men også af os forældre, bonus og biologiske, som traf meget modne valg i sårbare perioder.