|

Astrologi for begyndere: Det astrologiske hjørne

Synes du også, at astrologi er spændende, men ved du ikke, hvor du skal starte? Fortvivl ikke! Træd ind i Det Astrologiske Hjørne, hvor astrologerne Lillian Jensen og Annasophia Petri guider dig gennem stjernetegn, planeter, huse og aspekter. Her starter de helt fra bunden og bygger din viden om astrologi op, så du kan blive klogere bid for bid.

Kom med fra begyndelsen

Podcastserien starter med at gennemgå de typiske kvaliteter ved hvert af de 12 stjernetegn (også kaldet soltegn) – lige fra den energiske Vædder til den drømmende Fisk. Her finder vi ud af, hvilke elementer og karakteristika, der knytter sig til hvert enkelt tegn.

Her kan du også få en grundig indkøring i, hvad de forskellige huse i dit horoskop betyder, ligesom Annasophia Petri og Lillian Jensen også forklarer, hvad de forskellige planeter har med sig selv, hinanden og husene at gøre.

Lær mere om Merkur, Mars, Venus, Saturn og Jupiter. Eller hør, hvilke roller Solen, Månen og Ascendanten spiller som komponenter i dit personlige astrologiske puslespil.

Du kan finde podcasten på eReolen eller på Podimo, Mofibo, Bookmate og Nextory.

Fra retrograde himmelbevægelser til personlige spørgsmål

Når podcasten har behandlet det mest basale i astrologien, går Petri og Jensen videre til forskellige astrologiske bevægelser. Har du for eksempel nogensinde undret dig over, hvad det betyder, når planeter går retrograd? Så kan du få svaret her, ligesom du også kan høre om konjunktioner, aspekter og transitter af Uranus, Neptun og Pluto.

Du kan også høre nogle af brevkasseafsnittene, hvor lyttere stiller personlige spørgsmål, som mange sikkert kan genkende:
Kan man forudse ulykker i horoskopet?
Kan horoskopet fortælle, om jeg nogensinde får en kæreste?
Hvorfor kan jeg ikke tjene penge?
Hvad nu, hvis jeg ikke kan genkende mig selv i mit stjernetegn?

Der findes ikke dumme spørgsmål, og der er også plads til tungere mener som familieproblemer og sygdom. Måske kan du selv bruge svarene til at forstå situationer fra dit eget liv.

Alt i alt er Det astrologiske hjørne et oplagt sted at starte, hvis du vil vide mere om astrologi. Den dækker alt fra temperament og dynamik i horoskopet til konkrete spørgsmål om karriere og kærlighed. Så hop med ind i det astrologiske univers, og opdag mulighederne i stjernerne!

Similar Posts