|

Amerikansk historie fortalt fra bokseringen

I podcasten ‘100 års boksning i USA’ giver værterne Jonas Sølberg og Simon Chievitz dig en grundig, gribende og hårdtslående indføring i amerikansk historie, fortalt gennem de største og mest ikoniske boksere fra hvert årti.

En politisk og ideologisk kampplads

Hvad forbinder du med boksning? Knock-outs? Svedige pander og blodige læber? Hårdtslående muskelbundter, der tørner sammen i den hvide ring? Boksning er kendt for at være en højdramatisk og intens publikumssport – men der har altid været mere på spil end bare sejre og nederlag. Bokseringen har også været arena for de politiske og ideologiske kampe – sorte mod hvide, facismen mod liberalismen, konventionalitet mod nye strømninger.

Især i USA har boksning været en interessant spejling af den historiske samtid. Begreber som strukturel racisme, undertrykkelse og kapitalisme bliver anskueliggjort gennem mennesker af kød og blod; de store, unikke og slagfærdige personligheder, der har taget boksehandskerne på og lagt krop til både fysiske og metaforiske slag. Jack Johnson, Jack Dempsey, Joe Louis, Sugar Ray Robinson, Rocky Marciano, Floyd Patterson, Muhammed Ali, Mike Tyson – mænd og boksere, der både har været underlagt og skubbet til tidens idealer og politiske ideologier.

Podcasten ‘100 års boksning i USA’ fortæller både den menneskelige og overordnede historie om USA – fra 1900 til 1990. Det er ikke bare boksesportens historie. Det er et helt lands historie, fortalt gennem menneskelige skæbner og skelsættende begivenheder. Podcasten er derfor ikke kun for lyttere, der interesserer sig for boksning eller sport generelt. Den er for alle, der er vilde med historie, kultur og stærke fortællinger.

En podcast til dem, der er sultne på USA

Jonas Sølberg (tv.) og Simon Chievitz

Værterne Jonas Sølberg og Simon Chietvitz har sammen tilrettelagt og produceret podcastserien til Saga Talks. Jonas Sølberg er en erfaren journalist og kommunikatør, og Simon Chievitz er idéhistoriker og adjunkt ved VIA University College. Begge interesserer de sig for lyd, sport, historie og for de store bevægelser, der sker i samfundet. Netop derfor ser de boksesportens historie som en særlig interessant indgangsvinkel til at tegne det store portræt af USA i det 20. århundrede. Det har dog været vigtigt for dem ikke kun at lave en smal podcast til de særligt bokseinteresserede:

”Vi har haft meget fokus på også at åbne døren for lyttere, yngre som ældre, der er sultne på USA, kultur- og samfundsanalyse og historie generelt. Dem som måske mangler en anden vej ind i boksesportens verden. Den bærer nemlig på en kæmpe politisk kraft og er et helt unikt rum, hvor mennesker – ofte de sorte amerikanere i vores serie – der ellers ikke har en stemme, får hul igennem til hundredvis af millioner. Vi har selvfølgelig også leflet for boksenørden med personlige portrætter af de største boksestjerner, mens vi samtidig har forsøgt at sætte boksningen ind i en ramme af sin samtid, og pege på, hvad boksningen har betydet for USA i “The American Century”. (citat: eReolen.dk)

Du kan lytte til hele serien ‘100 års boksning i USA’ på eReolen, Mofibo, Podimo, Nextory, Bookmate og Saxo.

1900’erne
Jack Johnson – Den første sorte bokser

Den Amerikanske Borgerkrig har sat slaverne fri i 1865, men USA er stadig delt op i sort og hvid – rige og fattige. Bokseringen bliver en national kampplads, hvor ideologier og politiske overbevisninger kæmper indbyrdes. Den muskuløse kæmpe Jack Johnson tramper, som det første sorte ikon, på samfundets raceskel og tæver de hvide bokseikoner til amerikanernes store forfærdelse.

1910’erne
Jack Johnson – Kampen mod politikerne

 Vi følger stadig bokseren Jack Johnson på hans vej mod berømmelsens tinder. Han er den bedste og mest komplette bokser verden nogensinde har set, og på toppen af sin karriere. Fordi han er det første og største sorte sportsikon USA har set, gør de amerikanske politikere alt for at få ham ned med nakken og genetablere racehierarkiet. Men Jack Johnson giver ikke op uden kamp.

1920’erne
Jack Dempsey – The American Dream

Op i bokseringen træder den hvide, upolerede arbejderknægt Jack Dempsey, og han er med til at forme og ændre “The American Dream”. Jack Dempsey bliver symbolet på den hårdtarbejdende amerikaners muligheder, på det hårde og brutale mandeideal og cementerer samtidig den startende kendisdyrkelse i et årti, hvor USA bare buldrer frem

1930’erne
Joe Louis – Kampen mod facismen

En sort amerikaner samler i rekordtal folk foran radioen i hjemmene rundt om i den store nation. I en tid hvor fascismen vokser over hele verden og bliver stadig mere farlig for det ideologiske amerikanske “demokratiprojekt”, er Joe Louis symbolet på, at skellet mellem sort og hvid bliver sekundært i forhold til kampen mellem de store værdier: liberalisme og nazisme.

1940’erne
Sugar Ray Robinson – Rivaliseringen mod The Raging Bull

Den vanvittigt talentfulde og stilistiske “Sugar” Ray Robinson dominerer bokseringen og sender alle modstandere ud med en knockout. I Jake Lamotta – ‘The Raging Bull’ – finder han den hårde modstander enhver mytisk rivalisering kræver for at kunne blive til en fantastisk fortælling, og over et årti cementerer de sig som to af historiens store stjerner – og rivaler.

1950’erne
Rocky Marciano – Mafiaens yndling

Italienske Rocky Marciano er den hvide, hårdtarbejdende slider, der kommer fra ingenting, frelser sig selv, nationen og giver de fattige håb. Mafiaen er kommet for at blive og i Rocky Marciano finder “The Octopus”, aka mafiabossen Jimmy Carbo, den helt rigtige italienske hingst at bette på.

1960’erne
Floyd Patterson – Spændingerne ulmer

Det skulle være den perfekte historie om et land, der udvikler sig harmonisk, men i stedet begynder det at slå sprækker alle steder. Den sorte sværvægtsmester Floyd Patterson er en skikkelse de hvide kan acceptere i sin behagelige og “hvide” sorthed. Men gode fortællinger fjerner ikke et samfunds underliggende spændinger. Den ’sorte ondskab’ viser sig i form af den hårdtslående og brutale Sonny Liston, der er klar til at smadre den hvide fortælling.

1970’erne
Muhammed Ali – Historien om et ikon

I dette årti findes historien om fødslen af sportsverdenens uomtvisteligt største politiske ikon og stemme nogensinde. Historien om Cassius Clay, der konverterer til Islam og bliver til muslimske Muhammad Ali. Med sin kompromisløse personlighed, sine talegaver og en politisk stemme, der trodser alt og alle, viser Muhammad Ali vejen for en ny og selvsikker sort identitet, der ikke står tilbage for noget eller nogen.

1980’erne
Rocky Balboa – En flugt fra virkeligheden

Når virkeligheden ikke skriver tilstrækkelige historier, træder USA’s ideologiske fiktionsmaskine til. I en tid hvor Den Kolde Krig raser både fysisk og psykisk, bringer Sylvester Stallone med Rocky-filmene det drama til boksning, som virkelighedens mester Larry Holmes aldrig formår.

1990’erne
Mike Tyson – Bokser eller reklameprodukt?

Hvis frigørelsen af de sorte er kommet så langt, at man tør at bruge sorte som reklamesøjler på lige fod med hvide, hvad er det så egentlig for en frihed, man har opnået? Med Mike Tyson tager vi fat i en historie om bokseren, der bliver et produkt, men desværre i lyset af alle de gamle og slidte stereotyper om sorte.

Similar Posts