|

Ny podcast: Sexpanelet løser dine dilemmaer om dating, sex og scoringer

Hvordan sexter man uden at krumme tæer? Hvad stiller man op, hvis naboens lagengymnastik ødelægger ens nattesøvn? Eller når man føler sig fortabt i datingverdenen? Det kan du få svar på i vores nye podcast SEXPANELET, der hver uge hjælper dig med dit dating- eller sexlivsdilemma.

Forfatter, podcastvært og underlivsinfluencer Emma Libner samler hver uge en gruppe spændende og søde gæster i studiet til en åben og ærlig samtale om alt det, der kan gå galt i soveværelset og i Tinder-indbakken.

I SEXPANELET får du svar på de største og mindste spørgsmål og dilemmaer fra sengekanten, og der er intet, der er for kikset eller cringe til at komme med. Her kan du dele de spørgsmål, du måske ikke er helt klar til at spørge dine venner om – og blive grebet af de skønne paneldeltagere, der deler sjove anekdoter og personlige råd om alt fra dating til dirty talk!

Som at spørge vennerne til råds

Mød en lytter, der er i krise over, at hendes veninde er begyndt at date en fyr, som lytteren selv engang har været sammen med til en julefrokost. Skal hun sige noget til veninden – og hvad?

Mød en anden lytter, der har mødt en sød fyr og har faket sine orgasmer indtil nu, men gerne vil stoppe med det. Hvordan har man dén samtale?

Hvad med lytteren, der føler sig udenfor, fordi hun i en alder af 22 år endnu ikke er klar til penetrationssex. Eller en nyligt udsprunget biseksuel lytter, der vil gerne vide, hvordan man finder ud af, om andre kvinder også er til kvinder?

Lyt med hver torsdag, når Emma og SEXPANELET leverer din ugentlige dosis af latter, lærerige snakke og godt selskab!

Foto: Malene Nelting

Similar Posts